I traditionel kinesisk medicin kendte man i århundreder til bestemte punkter i øret og brugte dem til behandling med øreakupunktur, men der var ikke udviklet et specifikt system baseret på disse punkter.
Selv den antikke egyptiske og persiske medicin kendte til muligheden for terapeutisk indflydelse gennem ørebrusken.
Øreakupunktur stammer fra den franske læge Dr. Paul Nogier, der omkring 1950 opdagede somatotopen på ørebrusken, et komplekst system med punkt repræsentationszoner næsten for hele organismen.
Somatotop
Han udviklede øresomatotopen, som vi i dag kender som “den omvendte embryo”. Begrebet “somatotop” stammer fra neuroanatomi og betegner en region af kroppen, hvor hele organismen er repræsenteret i miniature. Til forskel fra kropsakupunktur er øreakupunkturpunkterne imidlertid udelukkende reaktionspunkter, der kun er aktive og påvirkelige i tilfælde af en funktionsforstyrrelse af deres korresponderende organ.
Nogiers erkendelser spredte sig hurtigt i hele Europa. De nåede også til Kina, hvor de blev integreret i det traditionelle kinesiske medicinske system.
Karakteristisk for øresomatotopen er muligheden for at påvirke hele organismen regulerende gennem specifikke punkter. Øreakupunkturpunkterne er relativt overfladiske, som regel mindre end 1 mm dybe. Ofte er de tæt forbundet med større kar eller nerver.